.comment-link {margin-left:.6em;}

Haderslev Musikforening af 1987

Foreningen arrangerer klassiske koncerter med både nye og ældre værker. Foreningen modtager støtte fra bl.a.: Statens Kunststyrelse, Sønderjyllands Amts musikudvalg og Kulturelt Samråd, Haderslev.

24 april 2006

Formandsberetning 2005- 06

Efterfølgende er en kopi af formandens beretning:

Denne sæson var musikforeningens 19. ende, og vi har som sædvanlig afholdt 6 ordinære koncerter udover dagens koncert med fløjteduoen Duo Murali. Bestyrelsen har afholdt 5 møder, haft en livlig – til tider glødende, mailkorrespondance, og som sædvanlig også haft forskellige udfordringer af morsom eller mindre morsom art. I september var vi ret bestyrtede over at opdage at der var gået kuk i udsendelsen af sæsonfoldere til medlemmerne, det beklager vi stadig meget og vi skyndte os at prøve at få skaden genoprettet. Desværre er det aldrig lykkedes os at nå op på det tidligere medlemstal, til gengæld kan vi så altid glæde os over et pænt højt fremmøde til vores koncerter. I november havde vores kasserer desværre indbrud, hvor tyvene bl.a. rendte med foreningspengekassens kontanter, men de er heldigvis blevet erstattet af forsikringen.

Ser vi tilbage på sæsonen der gik, var det en sæson med mange kvindelige kunstnere og en del ny musik, og bestyrelsen har da diskuteret om den megen ny musik har været for voldsom en mundfuld for mange, hvad der bestemt ikke har været tilsigtet, så det er I meget velkomne til at komme med kommentarer til efter min beretning.

Årets kunstnere

I september havde vi glædet os meget til at høre Trio Fabula præsentere H.C. Andersen i ord og toner, men desværre blev sopranen Sofie Ottosen i sidste øjeblik forhindret i at komme på grund af et meget voldsomt udbrud af eksem, som følge af noget creme hun havde smurt sig med. Bestyrelsen fik først besked tidligt søndag morgen og var umiddelbart mest stemt for at aflyse koncerten, men da det var sæsonens åbningskoncert og trioens to øvrige medlemmer havde gode forslag til at redde koncerten, besluttede vi alligevel at gennemføre, selvom vi vidste at mange ville blive skuffede over Sofies forfald. Skuffelsen var også helt tydelig at mærke, men jeg synes alligevel vi fik en god eftermiddag, også fordi I jo er et godt og positivt publikum! Jeg kan specielt huske ”Nattergalen” og den dramatiske fortolkning af historien om hvordan en fjer kan blive til 7 høns!

Først i oktober havde vi fornøjelsen af at høre den begavede pianist Christina Bjørkøe, som tidligere havde gæstet os i 1996, og stadig kunne huske hvor rart det var at spille i foreningen. Det var en dejlig koncert med en blændende dygtig musiker med stor spændvidde, og hun spillede Bach, Bentzon, Schumann og Ravel med en forrygende teknik. Det var meget imponerende! Oveni var det også et berigende møde med et ualmindeligt beskedent og sødt menneske.

Sidst i oktober havde vi besøg af blæserkvintetten Five Winds, som bl.a. bestod af to lokale musikere, klarinettisten Dorte Gade Lietzen og en af Slesvigske Regiments musikere, hornisten Morten Eriksen. Oboisten Henrik Findsen opdagede ved ankomsten at han havde glemt sit engelskhorn i Silkeborg, så han måtte ha´ ilbud efter sit instrumentet, som heldigvis nåede frem til Carl Nielsens blæserkvintet efter pausen. Det var dygtige, energiske musikere, der, usædvanligt for en blæserkvintet, stod op og spillede, og desværre med solen lige i ansigtet. Ligetis avancerede kvintet og Henriks dejlige arrangementer af argentineren Piazollas musik.

I januar i år havde vi koncert med den dansk-tyske bratschist og Viola D´Amore- musiker, Anette Maria Slaato og den bulgarske kontrabassist Irina Kalina Goudeva. Bestyrelsen syntes kombinationen af instrumenter lød meget spændende og havde bedt dem spille et blandet repertoire af ny og ældre musik. Begge bestyrelsens CVU- undervisere fik deres sag for mht. at opstille video- og DVD- udstyr, da musikerne havde ønsket at bruge filmiske effekter som baggrund for musikken, og vi fik for 1. gang brug for mørklægningsgardinerne. Desværre hørte vi ikke meget til Anette Slaatos Viola D´Amore, vi hørte det kun i 2 satser af Poul Rovsing Olsen. Til gengæld oplevede vi at bassisten, udover at være en dygtig musiker på sit instrument, også havde en meget flot stemme! Hun gestaltede et meget erotisk/ dramatisk stykke af en kvindelig bulgarsk komponist – i det hele taget havde musikerne valgt at spille et meget moderne, eksperimenterende program, så det blev en meget anderledes og overraskende, men også spændende koncert, som vi i høj grad må sige efterlever Kunstrådets bestemmelser om, at vi for at få tildelt stats- og amtslige støttekroner, skal sørge for at spille ny musik! I fortjener ros for at være et varmt og åbent publikum, og der var flere som tilkendegav, at det var meget godt at blive rusket lidt i en gang imellem, men bestyrelsen bemærkede godt at der var et par stykker som gik i pausen! Næstformanden skrev en mail til mig om ”at det måske alligevel havde været lidt i overkanten for nogle”, så vi var da spændte på om vi havde skræmt jer væk fra den efterfølgende koncert!

Koncerten i februar med barokensemblet Opus 4 var til gengæld ren, uforfalsket barokmusik, dygtige musikere, som vi også har haft besøg af i 1993, og de syntes da heller ikke vi behøvede vente 13 år med at sende bud en anden gang! Pressen dukkede også op og fik en snak med nogle af foreningens medlemmer. Det blev en meget fin og helstøbt koncert, dejligt at høre Viggo Mangor spille på den smukke ærkelut og Gambisten Mogens Rasmussen fortalte levende om den store betydning som Corelli havde for samtiden.

Sæsonens sidste koncert blev afholdt i marts, hvor strygekvartetten Calda spillede Mozart og Vagn Holmboe. De kvindelige musikere havde udover Mozart ønsket at spille ret nye værker, og bl.a. fik vi at høre at komponisten Hans Abrahamsen også kan skrive en helt traditionel wienerklassisk sats. Selvom vi nok var flere som syntes at den polske komponist Gòrecki`s musik sine steder var næsten enerverende disharmonisk, var det jo også et spændende bekendskab med en komponist vi ikke kender så meget til herhjemme.

Dagens fløjteduo, Duo Murali, har som de øvrige kunstnere også ønsket at spille en blanding af nyt og gammelt, hvilket jeg ved tidligere generalforsamlinger har været inde på, er i tråd med bestyrelsens holdning til at musikforeningen fortsat bør tilbyde enkelte koncerter med blandede ensembler, som har programmer, der går på tværs af tidsaldre, verdensdele og musikarter, ved siden af de mere traditionelle ensembler, som spiller musik fra det kendte klassiske repertoire.

Bestyrelsen har ingen hensigter om at brænde broer eller nedbryde traditioner og skræmme trofaste medlemmer væk, men vi prøver at lytte til vores egne fornemmelser og tænke nyt, fordi vi også skal sikre foreningens eksistens ved at tiltrække nye medlemmer. Og endelig kan man jo positivt sige at vi får nogle overraskende og ret herlige oplevelser forærende ved at holde os åbne overfor de musikalske strømninger vi møder.

En formandsberetning skal også indeholde et kig på tidens tendenser, og derfor vil jeg, inden jeg løfter sløret for den kommende sæson, gerne starte med at gøre lidt reklame for vores ”net-dagbog”, vores ”blog”, som en af vores flittige bestyrelsessuppleanter, Hanne Søgaard, tog initiativ til at oprette på nettet sidste år i august. Måske kunne det være en god idé at lave en foreningshjemmeside, men da ingen i bestyrelsen i øjeblikket har tid til at oprette og vedligeholde den, blev bloggen oprettet i det håb at både bestyrelse og foreningens medlemmer ville ha´ lyst til at bruge nettet til at skrive kommentarer, ønsker, gode idéer og på den måde delagtiggøre hinanden i vores umiddelbare oplevelser af koncerterne. Desværre kan man ikke påstå at aktiviteten på denne virtuelle dagbogsside har været særlig høj – jeg kan heller ikke bryste mig af at være en flittig bruger, men Hanne har været flittig til at lægge billeder og koncertomtaler ind og vi har da stadig et håb om at nogen kunne ha´ lyst til at bruge den. Tage anfører troligt netadressen på bagsiden af hvert eneste koncertprogram, hvis nogen skulle få lyst.

I forbindelse med den kommende strukturreform forsvinder de amtslige tilskudsmidler der er med til at finansiere det sønderjyske musikliv, og derfor deltog foreningens kasserer, Tage Lund Frandsen i september i et møde på Amtsgården, hvor amtets musikudvalg kunne berette om at de hidtidige økonomiske midler i de kommende 4 år overgår til staten, hvorefter kommunerne skal overtage. Tage kunne derfor foreløbig berolige os med at vi foreløbig skulle være sikret de næste 4 år, idet man kunne regne med at få nogenlunde de samme årlige tilskud som nu, men at derefter var usikkert hvad der ville ske. Amtsrådet ville i den forbindelse udfærdige en rapport til Kulturministeriet om alt musikliv i regionen.

I februar i år udgav Amtsmusikrådet så Perspektivplanen ”Status og fremtid”, og her fremhæves de forhold i det Sønderjyske musikliv man mener vil være af afgørende betydning for Region Syddanmark i de kommende år.

Af denne plan kan man læse, og jeg citerer: ”I forbindelse med musikforeningerne har man gjort status over landsdelens 5 musikforeninger og gennem Sammenslutningen af de danske musikforeninger, har man overfor Kulturministeren givet udtryk for bekymring over at kommunerne i fremtiden sandsynligvis skal overtage amternes hidtidige rolle mht. det økonomiske ansvar for musiklivet. Amtsmusikrådet anbefaler derfor i sin konklusion, at kommunerne er opmærksomme på i hvor høj grad frivillige entusiaster er med til at fylde det kulturelle landkort til gavn for både lokalmiljø og området som helhed, og at kommunerne derfor bør støtte disse foreninger, ligesom man håber kommunerne tager initiativer, har visioner og viser evne og vilje til at koordinere musik- og kulturopgaver på tværkommunalt niveau.”

Så, selvom vi får støttende, gode ord med på vejen, og til trods for at vi sandsynligvis kan fortsætte med økonomisk støtte de næste fire år, så kan vi da godt nære en vis bekymring fremover, også fordi musikforeningens økonomi bestemt har været bedre. Vi er en lille forening og selvom I er trofaste medlemmer, er kontingentet og salget af de løse billetter langtfra nok til at opveje de efterhånden ret høje honorarer som kunstnerne forlanger, så vi er meget afhængige af den støtte vi får fra forskellige fondsmidler. Så hvis nogen kender til organisationer der vil betænke betrængte musikforeninger, må I meget gerne dele jeres viden med bestyrelsen!

Men, vi er optimister i bestyrelsen, og har længe været i gang med planer for at fejre den kommende 20-års jubilæumssæson med maner. Desværre har vi i år måttet tumle med det problem at vi først i december fik seminariets datoer for lån af salen, og det har giver visse vanskeligheder mht. at kunne få fat i lige netop de kunstnere vi allerhelst vil have. Vi mener dog selv at det foreløbige program lover godt for en fin sæson.

Sæsonen starter søndag d. 17. september med den unge kvindelige strygetrio ”Jalina- trioen”, som vil spille værker af Haydn, Brahms og Schostakowitch. Trioen vandt i 2005 P2-prisen for årets bedste kammermusikindspilning, med deres 1. CD med Brahms og Mendelssohn.

Næste koncert bliver søndag d. 22. oktober, og vi har endnu ikke fastlagt hvem den bliver med.

Den sidste koncert inden jul bliver søndag d. 12. november, hvor vi flytter rundt på salens stole, trækker mørklægningsgardinerne for og vil forsøge at skabe en Cabaretstemning. Vi skal høre musik af bl.a. Kurt Weill og Hans Eisler, musik inspireret af tidens tango og jazzmusik, fremført af ”Ballhaus-Duoen”, pianisten Poul Pock- Steen og sangeren og skuespilleren Ellen Lomholt. Det glæder vi os meget til.

Foreningens fødselsdag er officielt d. 18. januar, men da den jo falder på en torsdag og seminariet selv har brug for salen i weekenden inden, har vi lagt jubilæumskoncerten søndag d. 7. januar. Det er lykkedes os at få en aftale med et af tidens helt store navne, den utraditionelle, stående og gående blæserkvintet ”Carion”. Tage har hørt dem på Odsherreds Musikfestival og siger at vi roligt kan begynde at glæde os. De skulle være helt forrygende og jeg har bedt dem bl.a. spille noget ny dansk blæsermusik.

Søndag d. 4. februar håber vi på at kunne efterkomme et medlemsønske, vi har kontakt til den danske ”Forellekvintet”, som udover at spille Schuberts kvintet også vil spille Schumanns klaverkvartet.

Søndag d. 11. marts skal vi høre Esbjerg ensemblets nye pianist, den unge armener Marianna Shirinyan. Hun vil spille værker af Mozart, Ravel, Schubert og Chopin.

Søndag d. 15. april bliver der generalforsamling næste år, og her arbejder vi på at få besøg af min Nonet, den ”Øst- og Sønderjyske blæsernonet, hvor vi bl.a. vil spille et arrangement af Dvoraks store serenade (bemærk at datoen er ændret i forhold til formandens beretning på generalforsamlingen søndag d. 23. april 2006, se i øvrigt Comments til dette indlæg).

Jeg vil slutte med at sige tak til medlemmerne for jeres altid varme og opmærksomme støtte, husk også at I altid er velkomne med forslag til kunstnere.

Tak til alle som har betænkt os med økonomisk støtte, Kulturelt Samråd, Solistforeningen, Ruth Jensens Fond, Ellinor Kruses Fond, Kunstrådet og ikke mindst Amtets Musikudvalg, som også altid har været en god sparringspartner for foreningen.

Stor tak til Fuglsangs Bryggerier for øl og vand, og tak til bestyrelsen for endnu et godt samarbejdsår. I er aktive, kreative og altid meget positive at være sammen med og jeg glæder mig meget til at forme et godt jubilæumsår sammen med jer. Også tak til foreningens trofaste revisor, Hans Fick.

Tak - Gitte Hørup, 23.april 2006


09 april 2006

Koncert og generalforsamling

Søndag den 23.april afsluttes indeværende koncertsæson i Haderslev Musikforening med koncert og generalforsamling kl. 20 (bemærk venligst tidspunktet). Traditionen tro afholdes koncerten med en kort generalforsamling i pausen, og arrangementet finder sted i festsalen på CVU Sønderjylland, Haderslev Seminarium, på Lembckesvej. Som tidligere vil musikforeningen også i år være vært ved et lille glas vin under generalforsamlingen, som også kan overværes, selv om man ikke er medlem.

Koncerten denne aften kommer til at bestå af musik for to tværfløjter, spillet af de to unge musikere, Cecilie Højgård Nielsen og Line Møller. De to unge fløjtenister dannede duoen i efteråret 2004 efter at have mødt hinanden på det Jyske Musikkonservatorium, hvor de begge har studeret hos Thomas Jensen, der også er kendt som solofløjtenist i Sønderjyllands Symfoniorkester. Studierne i Århus har de begge suppleret med studier i Frankrig, der er kendt for sin rige tradition inden for fløjtespil og fløjtemusik.

Cecilie Højgård Nielsen modtog i 2004 Jacob Gades store legat og har tidligere bl.a. vundet guld ved Berlingske Tidendes musikkonkurrence for unge. Line Møller har også vundet flere priser, bl.a. i år 2000 det eftertragtede "Yamaha Music Foundation of Europe" stipendium. Desuden har begge fløjtenister opbygget orkesterrutine ved at assistere i landsdelsorkestrene og for Cecilies vedkommende også ved at spille i Orkester Norden.

Ved koncerten vil duoen spille et varieret program med kendte ting som Kuhlaus fløjteduoer og temaer fra Mozarts Tryllefløjten, men de brænder også for at vise publikum, at en fløjteduo kan meget mere, end de fleste forventer. Derfor er der også værker af blandt andet Hindemith og Muczynski på programmet.