.comment-link {margin-left:.6em;}

Haderslev Musikforening af 1987

Foreningen arrangerer klassiske koncerter med både nye og ældre værker. Foreningen modtager støtte fra bl.a.: Statens Kunststyrelse, Sønderjyllands Amts musikudvalg og Kulturelt Samråd, Haderslev.

29 februar 2008

Pressemeddelelse

Søndag den 9.marts kl. 16 afholder Haderslev Musikforening sin sidste ordinære koncert i denne sæson. Koncerten finder som sædvanlig sted i festsalen på Haderslev Seminarium, nu University College Syd, på Lembckesvej i Haderslev. Programmet, se forrige indlæg, består af musik for sang og harpe, spillet og sunget af Joost og Simon Schelling. Navnesammenfaldet er ikke tilfældigt – de er far og søn.

Harpenisten Joost Schelling er født i Holland, men opvokset i Danmark. Som 18-årig blev han i 1973 optaget på Vestjysk Musikkonservatorium med harpe som hovedfag hos Sonja Gislinge, hvis harpeklasse han afsluttede med diplomeksamen i 1981. Siden har Joost Schelling været på studieophold i England og deltaget i adskillige masterkurser. Foruden en lang række koncerter både som solist og kammermusiker fungerer Joost Schelling som soloharpenist i Århus Symfoniorkester og som harpelærer ved musikskolen i Århus.

Sønnen, Simon Schelling, tog diplomeksamen med sang fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2004, hvor han bl.a. har studeret hos docent Lars Thodberg Bertelsen. Han har deltaget i adskillige solokoncerter med programmer spændende fra danske sange over Lied-repertoiret til aftener med "hits" fra den internationale operalitteratur. Simon Scelling har været solist i adskillige store, kirkelige værker samt haft flere hovedroller i operaer af Mozart og Benjamin Britten og er nu ansat i Det Kongelige Operakor.

Der venter publikum en meget spændende eftermiddag med et afvekslende og usædvanligt program, som spænder fra italiensk opera med arier af Alessandro Stradella, Vincenzo Bellini og Giacomo Puccini til danske sange af Carl Nielsen i form af Tre Aladdin sange samt nogle af de allermest kendte og yndede sange som Jeg ved en Lærkerede, Jeg bærer med smil min byrde og den meget smukke Sænk kun dit hoved, du blomst. Undervejs bliver vi præsenteret for velklingende, fransk musik i form af værker af Camille Saint-Saëns og Jules Massenet samt nyere musik af Arvo Pärt: "Spiegel im Spiegel" og Per Nørgaard: "Flos ut Rosa". Umiddelbart inden pausen præsenteres publikum for otte af Bejamin Britten’s fantastiske arrangementer af engelske folkesange.Harpen er et af de allerældste instrumenter, og det er ikke ofte, at man har lejlighed til at opleve den som solistisk intstrument, men chancen er der altså på søndag.

Etiketter: ,