.comment-link {margin-left:.6em;}

Haderslev Musikforening af 1987

Foreningen arrangerer klassiske koncerter med både nye og ældre værker. Foreningen modtager støtte fra bl.a.: Statens Kunststyrelse, Sønderjyllands Amts musikudvalg og Kulturelt Samråd, Haderslev.

29 februar 2008

Pressemeddelelse

Søndag den 9.marts kl. 16 afholder Haderslev Musikforening sin sidste ordinære koncert i denne sæson. Koncerten finder som sædvanlig sted i festsalen på Haderslev Seminarium, nu University College Syd, på Lembckesvej i Haderslev. Programmet, se forrige indlæg, består af musik for sang og harpe, spillet og sunget af Joost og Simon Schelling. Navnesammenfaldet er ikke tilfældigt – de er far og søn.

Harpenisten Joost Schelling er født i Holland, men opvokset i Danmark. Som 18-årig blev han i 1973 optaget på Vestjysk Musikkonservatorium med harpe som hovedfag hos Sonja Gislinge, hvis harpeklasse han afsluttede med diplomeksamen i 1981. Siden har Joost Schelling været på studieophold i England og deltaget i adskillige masterkurser. Foruden en lang række koncerter både som solist og kammermusiker fungerer Joost Schelling som soloharpenist i Århus Symfoniorkester og som harpelærer ved musikskolen i Århus.

Sønnen, Simon Schelling, tog diplomeksamen med sang fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2004, hvor han bl.a. har studeret hos docent Lars Thodberg Bertelsen. Han har deltaget i adskillige solokoncerter med programmer spændende fra danske sange over Lied-repertoiret til aftener med "hits" fra den internationale operalitteratur. Simon Scelling har været solist i adskillige store, kirkelige værker samt haft flere hovedroller i operaer af Mozart og Benjamin Britten og er nu ansat i Det Kongelige Operakor.

Der venter publikum en meget spændende eftermiddag med et afvekslende og usædvanligt program, som spænder fra italiensk opera med arier af Alessandro Stradella, Vincenzo Bellini og Giacomo Puccini til danske sange af Carl Nielsen i form af Tre Aladdin sange samt nogle af de allermest kendte og yndede sange som Jeg ved en Lærkerede, Jeg bærer med smil min byrde og den meget smukke Sænk kun dit hoved, du blomst. Undervejs bliver vi præsenteret for velklingende, fransk musik i form af værker af Camille Saint-Saëns og Jules Massenet samt nyere musik af Arvo Pärt: "Spiegel im Spiegel" og Per Nørgaard: "Flos ut Rosa". Umiddelbart inden pausen præsenteres publikum for otte af Bejamin Britten’s fantastiske arrangementer af engelske folkesange.Harpen er et af de allerældste instrumenter, og det er ikke ofte, at man har lejlighed til at opleve den som solistisk intstrument, men chancen er der altså på søndag.

Etiketter: ,

26 februar 2008

Joost og Simon Schelling

Far og søn med henholdsvis harpe og sang vil underholde ved musikforeningens næste koncert søndag d. 9. marts 08 kl. 16

Koncerten finder som vanligt sted i Festsalen på University College Syd (tidl. CVU Sønderjylland), E-bygn. 1. sal, Lembckesvej 5, Haderslev.

Program

(klik på programmet for at se det i et større format)

Etiketter: ,

11 februar 2008

Søndag den 17.februar kl.16

Pressemeddelelse

Søndag den 17.februar kl.16 er der igen mulighed for at komme til koncert i Haderslev Musikforening, og som sædvanlig finder koncerten sted på Haderslev Seminarium, nu University College Syd, i den dejlige festsal på Lembckesvej i Haderslev. Ved denne koncert er sangen i centrum både i form af lieder og operaarier sunget af to kgl. operasangere, Tina Kiberg og Niels Jørgen Riis, akkompagneret af pianisten Tove Lønskov.


Sopranen Tina Kiberg er uddannet på Det kgl. danske Musikkonservatorium og derefter på Operaakedemiet, med bl.a. Vagn Thordal som lærer. Allerede mens hun var elev, debuterede hun på Det kongelige Teater i 1983 som Leonora i Carl Nielsens opera, Maskarade. Hun har siden da været medlem af ensemblet på Det Kongelige Teater sideløbende med flere gæstespil, både internationalt og i Danmark. I 1992 fik hun et gennembrud med sin første Wagnerrolle, da hun debuterede i Bayreuth som Elisabeth i Wagners Tannhäuser. Året efter sang hun for første gang Sieglinde i Valkyrien på den jyske Opera i Århus. Tina Kiberg har modtaget flere priser, bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris 1990 og Aksel Schiøtz-Prisen 1991.



Tenoren Niels Jørgen Riis blev optaget på Operaakademiet i 1994 og afsluttede sit studium her i 1998. Straks efter blev han ansat på Det Kongelige Teater som solist, hvor han bl.a. har sunget Styrmanden i Den flyvende Hollænder, Fenton i Falstaff, Ferrando i Cosi fan tutte, Alfredo i La Traviata og Leander i Maskerade. Desuden har han givet koncerter med DR Radiosymfoniorkestret, Sjællands Symfoniorkester samt alle landsdelsorkestrene samt sunget ved koncerter i Trondheim og Bergen. Niels Jørgen Riis har modtaget Axel Schiøtz Prisen 2001 og fik samme år også Edith Allers Mindelegat og Holger Bruusgaards Legat.

Tina Kiberg og Niels Jørgen Riis har på Det Kongelige Teater bl.a. sunget sammen i Puccinis udødelige La Bohème. De holder dog også meget af at synge sange og lieder, og til første del af eftermiddagens program har de valgt smukke og lyriske sange fra nord og syd af komponisterne Hugo Alfvén, Ture Rangstrøm, Cordillo, Vincenzo d’Annibale, Francesco Paolo Tosti, Enrique Granados og Peter Heise. Efter pausen kan de opleves i det store format, når de synger opera-arier fra Verdis Macbeth og Puccinis Tosca.

Ved koncerten akkompagneres de to sangere af en vore fineste akkompagnatører, Tove Lønskov.


Hun har medvirket ved et utal af koncerter og cd-indspilninger både som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Mange, ikke mindst sangere, har hende som deres foretrukne akkompagnatør, og hun er desuden kendt som den ene halvdel af en klaverduo på internationalt niveau sammen med sin mand, pianisten Rudolfo Llambias. Tove Lønskov er desuden docent ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium.

Etiketter: ,