Ballhaus Duo
Søndag den 12. november kl. 16 er der igen koncert i Haderslev Musikforening, og som sædvanlig finder koncerten sted på CVU Sønderjylland, i Haderslev Seminariums festsal på Lembckesvej.
Ved koncerten vil ”Ballhaus Duo” - bestående af Ellen Lomholt, sang og recitation, og pianisten Poul Udbye Pock Steen - præsentere publikum for den spændende og usædvanlige kabaret, Paradise Lost.
Nærmere betegnet bliver det en eftermiddag med en samling af 20’ernes og 30’ernes på samme tid berømte og berygtede scenemusik først og fremmest fra de mange teaterscener i mellemkrigstidens Berlin. Genren er teater- og revymusik med Kurt Weill og Bertolt Brecht som omdrejningspunkt. Programmet indeholder sange fra bl.a. ”Mahagonny”, Laser og Pjalter (Die Dreigroschenoper)”, ”De Syv Dødssynder” og ”Happy End”.
Andre komponister er også repræsenteret ved koncerten om end i mindre omfang.
Koncerten byder på en række af både kendte og mindre kendte sange og lader publikum nyde genhøret med nogle af den tids største hits såvel som opleve ukendte, oversete perler. Mange af sangene synges på tysk, og de forskellige musikindslag bindes sammen af dansk tale, som understøtter stemningen i de musikalske fortællinger.
Ellen Lomholt og Poul Udbye Pock Steen har arbejdet sammen i duoen Ballhaus siden årsskiftet 2001-02, men deres bekendtskab stammer tilbage fra 1995, hvor de begge i en periode arbejdede på Ryslinge Højskole. De har begge studeret herhjemme, men også både studeret og arbejdet en årrække i udlandet. Ellen Lomholt har bl.a. studeret sang hos den tyske sanger og Brecht-fortolker Sonja Kehler.
Som en understregning af den helt særlige kabaretstemning i musikken vil opstillingen i salen blive gjort caféagtig med små borde og stole, ligesom der vil være mulighed for at købe øl/vand og små sandwich i forbindelse med koncerten. Musikforeningen håber at denne helt specielle og meget spændende koncert vil kunne interessere både foreningens medlemmer og en bredere kreds af musikinteresserede.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home