Den nye Slesvigske Strygekvartet
Søndag den 22. oktober kl. 16 er det igen tid til at høre kammermusik i Haderslev Musikforening. Koncerten finder som sædvanlig sted i festsalen på CVU Sønderjylland, Haderslev Seminarium, på Lembckesvej.
Ved den kommende koncert vil Haderslev Musikforening markere 250-året for W. A. Mozarts fødsel, idet programmet udelukkende består af værker af Mozart. De medvirkende er lokale, sønderjyske musikere i form af Den nye slesvigske Kvartet samt klarinettist Hans Jørgen Leth Hansen, som har udvalgt nogle af Mozarts dejligste kammermusikværker til søndagens koncert.
Den nye Slesvigske Strygekvartet består af Karsten Dalsgaard Madsen og Valentin Ketchedjiev, violiner, Marie Girard, Bratsch og Palle Christensen, cello. Valentin Ketchedjiev er stedfortrædende koncertmester i Schleswig-Holsteins Symfoniorkester, de øvrige spiller i Sønderjyllands Symfoniorkester, Karsten Dalsgaard Madsen som koncertmester. Kvartetten er opstået ud fra et mangeårigt samarbejde mellem de to orkestre og er stolt af at være et levende udtryk for musikkens evne til at binde mennesker sammen på tværs af grænser.
Programmet på søndag består som tidligere nævnt udelukkende af musik skrevet af Mozart. Koncerten indledes med hans kvartet i C-Dur, KV 465, kendt som Dissonanskvartetten på grund af de indledende, dissonerende akkorder. Den stammer fra en samling af seks strygekvartetter, som er tilegnet J. Haydn, hvis strygekvartetter Mozart i høj grad beundrede. Det kan være svært at forstå i dag, men på Mozarts tid fandt mange disse kvartetter alt for krydrede i tonesproget. Netop begyndelsen af dissonans-kvartetten var den primære anstødssten, og det siges, at Prins Grassalkowics simpelthen rev noderne i stykker af raseri efter at have hørt musikken.
Herefter følger det lidt tidligere Divertimento i D-Dur KV 136, og koncerten afsluttes med den pragtfulde Klarinetkvintet i A-Dur, KV 581. Den er komponeret i Wien i 1789 og i lighed med klarinetkoncerten skrevet til klarinettisten Anton Stadler. Klarinetten var et ganske nyt instrument på den tid, og Mozart holdt særlig meget af dens bløde klang og anvendte den flittigt i sine værker.
Der venter således publikum en dejlig koncert på søndag med nogle virkelige perler inden for kammermusikrepertoiret.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home